Believer Band besøgte Copenhagen Phil.

rsz_elsistema-dirigent

Believer Band tog Copenhagen Phil med storm, da de en tirsdag i marts fik lov til at besøge det fornemme orkester, der øver i musikkonservatoriets flotte koncertsal.

Det var en meget spændt flok børn, der blev samlet op af en bus på deres respektive skoler og kørt til København for at opleve Copenhagen Phil, og de fik ikke kun lov til at høre dem. De fik også lov til at spille med – eller rettere sagt – Copenhagen Phil fik lov til at spille med på 3 af Believer Bands musikstykker, og det skabte megen morskab både blandt eleverne og de voksne proffesionelle musikere.

Copenhagen Phils chefdirigent Lan Shui kom ud i forhallen for at hilse på børnene, og da han er kineser og ikke taler dansk foregik det på engelsk, men han lærte også børnene at sige ”goddag” på kinesisk, og det benyttede de, da de senere i koncertsalen sagde flot ”Ni hau”, så det kunne høres.

I løbet af prøven lærte de voksne børnene forskellige små musikalske finesser, og klarinetterne lærte også at ”pjatte” på den rigtige måde, mens de spillede.

Copenhagen Phil var så glade for at få lov til at spille sammen med Believer Band, at de omgående inviterede dem på besøg igen til næste år.

Det er ikke enhver beskåret at få en sådan oplevelse, så det var en flok trætte, men meget glade elever, der blev afleveret på deres skole, klar til i deres klasser at fortælle om den gode dag.

El Sistema Danmark